Om

I skellet mellem land og by benytter Malte Tellerup sin litteratur til at undersøge alt fra ungdommens hovmod og klimakrise, til køn og seksualitet.

Malte Tellerup (f. 1989) debuterede i 2017 med romanen Markløs, for hvilken han i 2018 modtog Blixenprisen som ’Årets litterære talent’. Han er født og opvokset på Fyn, men bosatte sig senere i København, hvor han erhvervede sig titlen som cand.mag. i Litteraturvidenskab.

Hans debutroman, ’Markløs’, handler om brødrene Malte og Emils vandretur hen over Fyns foranderlige natur, hvor de går af nye, uudforskede stier, alt imens de forsøger at komme overens med deres familiehistorie. Romanen afspejler den vej Tellerup indtil videre selv har valgt at gå med sin litteratur, nemlig mod en undersøgelse af unge karakterer der flytter til små landsbyer i udkanten af Danmark – og langt fra hovedstaden – i forsøget på at finde sig selv.

I den sammenhæng udgav udgav han i 2020 sin anden roman Hedeselskabet, som foregår på et nedlagt husmandssted i Vemb i Vestjylland, hvor tre unge københavnere forsøger at udleve drømmen om frihed i et åbent fællesskab. Romanen skildrer den udfordring det kan være at opbygge et stærkt sammenhold, når individerne i fællesskabet hver især, er i gang med en udforskende proces af dem selv og deres seksualitet og kunst. Romanen fungerer dertil også som et litterært studie af det vestjyske landskab, udkantssamfundets karakter og fordommene, der ligger og lurer. Hedeselskabet modtog Odd Fellow Ordenens “Hæders- og Litteraturpris” i 2021.

Den tredje og nyeste udgivelse, Spræng fabrikken blev udgivet i 2023 og handler lige så om tre unge personer, der befinder sig i Vestjylland. Omdrejningspunktet for denne fortælling er dog af mere spændingspræget karakter, da de tre unge identificerer sig selv som klimaaktivister og udtænker et bombeattentat rettet mod virksomheden Cheminova, der producerer landbrugskemikalier. Bogen giver både et symbolsk, men også realistisk bud på, hvordan unges klimaaktivisme kan tænkes, når den bliver ført ud i sin yderste konsekvens.

Malte Tellerup har blandt andet fået ros for sin lyriske stil, malende landskabsbeskrivelser og undersøgende, eksperimentelle tilgang til temaer som: land og by, køn og seksualitet og klimaaktivisme.

Hans næste udgivelse ’Mestrene’ udkommer i november 2023.